Hjallese: Ulrich Rasmussen er vant til at folk rynker lidt på næsen, når han fortæller om sin hobby. I virkeligheden er hobby måske det forkerte ord at beskrive hans interesse for de fjernstyrede racerbiler med.

De små lynhurtige maskiner er hans passion.

Så når han sidder med sin bil i hånden og nørkler med de sidste finjusteringer, er det ikke forkert at sidestille den med en garvet musikers instrument eller en konditors perfekt udførte stykke bagværk.

- De ser på det som legetøj, når jeg fortæller om det. Det er det selvfølgelig også. Men for mig er det meget mere. Det er jo små tekniske vidundere i forhold til mere gængse legetøjsbiler. Der er så mange justeringsmuligheder, at man sagtens kan sammenligne det med rigtige racerbiler. For mig er det fordybelse og en higen efter at gøre det bedre, fortæller Ulrich Rasmussen, der er formand i Odense RC Minirace.

Begyndte som ung

Kærligheden til bilerne blev sået tidligt i Ulrich Rasmussens hjerte. På gaden i hjembyen Middelfart kørte drenge med deres fædre rundt på vejene og fortovene. Det fangede den unge dreng, for hvem passionen for alvor begyndte at spire, da han blev konfirmeret.

Han fik penge nok til selv at købe sig en bil. Siden da så han sig aldrig tilbage, når han fræsede banerne tynde - ikke bare på Fyn og i Danmark, men rundt om på kloden, når chancen har budt sig.

Derfor har passionen også kastet oplevelser af sig.

- Vi har passet turene ind med, at vi så alligevel kunne holde ferie på den pågældende destination. Dog ikke alle steder. For nogle gange er der løb en hel uge og så er det ikke så skægt for familien bare at leve på hotelværelset, siger Ulrich Rasmussen, der som kører og støtte til sin nu 20-årige søn blandt andet har besøgt Japan, USA og Finland inden for de seneste år.

Meritter

Det er med en vis stolthed, at Ulrich Rasmussen kan se ind i trofæskabet. Syv Danmarksmesterskaber tegner en flot og minderig historie. Han var én af dem de andre kørere nikkede anerkendende til, når de så ham ved stævnerne.

Der bliver nok ikke føjet flere triumfer til, for hans tid som eliteudøver er ovre. Han husker tydeligt, hvornår og hvorfor han hamrede sømmet i sin egen kiste.

- Jeg har hele tiden sagt, at når Jesper kunne køre fra mig, så var det på tide, at jeg stoppede. Det gjorde han i 2011. Det var meget naturligt. De yngre kørere har bare en bedre reaktionsevne. Så nu ligger jeg kræfterne hos ham. Det er også en del af sporten. Vi sparrer med hinanden og klargør hans bil sammen. Det er væsentligt hurtigere end at skulle forberede to biler før hvert løb, fortæller faderen.

Sønnen kan i øvrigt skrive ligeså mange titler på sit CV i en alder af 20 år, som faderen kan.

Seriøst

Det ville være synd at kalde minirace for en populærsport. I Ulrich Rasmussens omgangskreds, er der da heller ikke andre end ham og sønnen, der kører.

- Vi er helt isoleret. Men jeg har taget venner med ud for at kigge og når de står og ser på os både før, under og efter løb, kan de godt se, det ikke bare er legetøj. Det er konkurrence. Jeg har da heller aldrig oplevet, at nogen grinede hånligt af det, siger Ulrich Rasmussen, der alligevel smiler ved tanken om, hvordan hans kone reagerede, da hun blev introduceret for ægtemandens anden livskærlighed.

- Det var meget sjovt. Da jeg havde fortalt hende om min hobby, hørte hun vist ikke ordentligt efter. For da jeg første gang tog hende med ud til en træning, troede hun, at det var gokart, jeg kørte. Jeg ville ikke sige hun så skuffet ud, men det var ikke lige det, hun forventede, siger han grinende, og tilføjer, at den senere hustru selv har kørt lidt og har stor respekt for, hvor megen tid bilerne berøver hendes mand og søn.

Ved weekendens +40 verdensmesterskab formåede Ulrich Rasmussen at tilrane sig en finaleplads, men løbet blev vundet af Jonas Kærup.