Brændekilde: Der står en sten på bygaden i Brændekilde.

Der er ikke forfærdeligt meget at komme efter herude midt i ingenting. I hvert fald ikke visuelt. Andet end altså denne sten - en stor af slagsen indgraveret med skrift.

Rasmus Rask står der på den. Et navn, der oftest kun vækker genklang på disse kanter, fordi der i nabobyen er en skole og en hal bærende disse i alt 10 bogstaver.

Selvom de færreste i dag ved, hvem Rasmus Rask er, må han på et tidspunkt have sat sit præg. Noget må have ansporet, at han skulle have sit helt eget monument her i Brændekilde.

Graver man dybere ind i personen, ville nogen nok nærmest mene, at han fortjente en bronzestatue.

For Rasmus Rask var i sin samtid den ubestridt største inden for sit felt. Den viden han berigede verden med dengang, ekkoer stadig globalt i dag.

Det er en skam, at vi ikke kender ham bedre. Det mener sprogmagister og forfatter til flere bøger om det danske sprog Kirsten Rask.

- Han er ligeså stor som Kierkegaard målt udfra sine bedrifter, men han har desværre vist sig ikke at være helt ligeså udødelig, fortæller hun.

Det lille geni

I dag er det basal viden, at dansk, tysk og engelsk har en fælles stamme - de er alle germanske sprog.

Men i 1787 eksisterede denne lærdom ikke. Det gjorde Rasmus Rask til gengæld. Ganske vist i spædbarnsform, men ikke desto mindre var det her, at frøet blev sået til de markante opdagelser, der mange år senere i sproglig forstand bragte nærmest halvdelen af kloden tættere sammen.

Det krævede sin hjerne at tænke i de baner. Og sit gåpåmod.

For i datidens Brændekilde var det et langt større plus at have muskler. Kreative og frie tanker stod et stykke tilbage i efterspørgselskøen.

- Hans far betragtede ham faktisk som dum i begyndelsen. Han havde to prægtige ældre søskende, imens Rask selv var så lille, at han kunne ligge i sin fars træsko. Forældrene forventede, at han ikke ville leve længe, fortæller Kirsten Rask.

Heldigvis var faderen selv en - for denne tid - usædvanligt belæst mand. Og som årene skred frem kunne han sammen med lærerne i den lokale skole og sognepræsten godt se, at den unge Rasmus var noget særligt.

- De kunne se, at de havde at gøre med et lille geni. Han blev optaget på Odense Latinskole og gik der ganske gratis. Der var på dette tidspunkt fostret en opfattelse af, at fattige folks børn også kunne besidde visse evner. Alle kunne straks se, hvor formidabel han var, så han blev sendt videre i systemet.

Opdagede relationerne

I 1804 - blot 17 år gammel - tog han uvidende hul på det, der skulle blive et sprogligt gennembrud på verdensplan. På egen hånd studerede han den islandske kongesaga Heimskringla.

- Ved hjælp af sin forskning giver han landet den første islandske grammatik og påviser, at det gamle sprog er alle nordiske sprogs moder. Han gav sågar Færøerne deres første skriftsprog. Derfor er han også absolut højt elsket og anerkendt for det arbejde, han har bedrevet her. I Danmark har vi glemt ham, men i Island ved alle, hvem Rasmus Rask er.

Arbejdet med det islandske sprog åbnede døren til endnu mere stadig uudforsket terræn. Rasmus Rask kunne nu ane konturerne af et sproglandskab, der endnu skulle kortlægges.

Der er en sammenhæng og i 1814 bliver denne belyst i prisopgaven "Undersøgelse om det gamle nordiske sprog eller islandske sprogs oprindelse", hvori han demonstrerer beslægtningen til græsk og latin.

- Han er sidenhen blevet overhalet, fordi der er bygget så meget på den sproglige forskning og derfor drukner han også i vores bevidsthed. Men enhver sprognørd anerkender ham som den første til at beskrive de relationer, der er imellem sprogene. At de er i slægt med hinanden ligesom planter inddelt i underarter og så videre, siger Kirsten Rask.

Den videre færd

I 1823 vender Rasmus Rask hjem. Han er blevet lidt underlig efter sine syv års rejse tværs over Kaukasus og langt ned igennem Indien efter flere år i Finland og Rusland.

- Der er gået en skrue løs, som en læge konkluderer på Tranquebar. Han har feber og en angstpsykose og han lider af forfølgelsesvanvid. Måske på grund af de mange år, som langt hen ad vejen har været ensomme. Til gengæld kommer han hjem med masser af viden. De indoeuropæiske sprog er i familie med hinanden og stammer alle fra Indien og sproget sanskrit, der nærmest er dødt i dag, fortæller Kirsten Rask.

Rasmus Rask var et verdensnavn, men da hans nyfundne påvisning af sprogenes slægtskab så dagens lys, blev han kun endnu mere populær.

I Danmark er han dog stort set glemt i dag. Det er egentlig ikke så mærkeligt - men det er ærgerligt, mener Kirsten Rask.

- Vi er ikke så sprogligt bevidste herhjemme. Hvis vi lærte lidt mere i skolen om vores oprindelse, kunne vi simpelthen ikke komme udenom Rasmus Rask og vi kunne være stolte af ham - ligesom vi er af Kierkegaard. Men han er ikke folkelig. Han er simpelthen for nørdet. I sprogkredse derimod - der er han en verdensmester. Ingen tvivl om det, slutter Kirsten Rask.